Så er det endelig blevet tid til at sætte det store kryds i kalenderen – vi åbner for den allerførste udgave af Mediestream Aviser om præcis en måned – 9. april 2015.
Vi har glædet os meget til at annoncere datoen, og ud fra de mange henvendelser vi har modtaget de sidste par måneder, er vi ikke de eneste, der glæder os til åbningen.
9. april tager vi en tur forbi Kulturministeriet og præsenterer som den første Kulturminister Marianne Jelved for indgangen til aviserne. Hun får også æren af at erklære indgangen for officiel åben på et efterfølgende pressemøde. Når den officielle åbning har fundet sted, er der åbent for alle. Efter planen sker det i tidsrummet kl. 16-17 9. april 2015.
Indgangen til aviserne kommer til at ligge på denne side – www.statsbiblioteket.dk/mediestream
Vigtigt om adgang til aviserne
De digitaliserede aviser er pligtafleveret materiale, som Statsbiblioteket har ansvaret for at bevare for eftertiden. Vi har pligt til at bevare aviserne, men det betyder ikke, at vi også automatisk har ret til at give fri adgang til dem på nettet. Aviserne er nemlig dækket af den danske lov om ophavsret, og den skal vi naturligvis respektere.
Når indgangen åbner, vil man derfor kunne søge i alle de digitaliserede avissider, men man vil ikke kun læse i alle årgangene hjemmefra.
Årgange ældre end 1. januar 1916 kan man læse i hjemmefra, mens man skal møde op på Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek eller Det Danske Filminstitut for at kunne læse i årgange nyere end 31. december 1915. Bemærk at for hvert år, der går, vil en ny årgang blive føjet til de årgange, der kan læses i hjemmefra.
Det er også værd at bide mærke i, at Statsbiblioteket ikke er den eneste institution, der ligger inde med en avissamling. En lang række arkiver og biblioteker har også eksemplarer, som man som bruger kan få adgang til at læse i. Man vil derfor kunne bruge Mediestream Aviser til at lokalisere potentielt relevante aviser, som man derefter vil kunne læse i andetsteds.
Læs mere om ophavsret og aviser på Mediestream Avisers info-sider, når indgangen åbner.
Som jeg tidligere har bemærket, er der noget helt, helt galt i, at alle tre steder hvor der er adgang til nyere materiale, ligger i København! Større grad af “Københavneri” kan man næsten ikke forestille sig. Prøv den 9.4 at spørge kulturministeren om det er godt nok.
Venlig hilsen
Tommy Eggers
LikeLike
Hej Tommy
Mange tak for kommentaren.
Aviserne er pligtafleveret materiale, og derfor har vi med Pligtafleveringsloven i hånden lov til at give fuld adgang til aviserne på de fysiske adresser for de tre pligtafleveringsinstitutioner: Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Filminstitut.
For at vi kan give fri adgang på nettet til flere årgange, kræver det i følge Ophavsretsloven en aftale med rettighedshaverne. Vi vil meget gerne lave en aftale, men det er i sidste ende et spørgsmål om økonomi, samt om rettighedshaverne er interesserede i at lave en aftale med os.
Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvad der vil blive talt om med Kulturministeren 9. april, men hvis der bliver mulighed for det, vil der formodentlig blive talt om omfanget af adgang til aviserne.
Du er altid meget velkommen til at besøge os på Statsbiblioteket i Aarhus 🙂
Mange hilsner
Karen
LikeLike
Det er super spændende og jeg glæder mig til at prøve at bruge Mediestream Avisen. Jeg har ingen indsigt i avisbranchen eller de juridiske aspekter omkring ophavsretten. Men jeg tror bestemt at når først mulighederne som Mediestream Avisen giver bliver ‘almindelig kendt’ vil ønsket om at kunne søge på væsentligt nyere materiale end 100 års-grænsen (og helst uden nogen begrænsninger overhovedet) tage til i styrke.
I sidste ende må det vel være et spørgsmål om økonomi. Dem som har rettighederne må vel være interesseret i også at kunne tjene penge på at folk kan benytte deres gamle aviser. Vi hører jo næsten dagligt om faldende oplag af papiraviser og at ejerne har ret svært ved at knække nødden med at få penge ind på online medier.
Jeg bilder mig ikke ind at det er nogen let opgave at finde en betalingsmodel, som alle aktører kan blive enige om. Så det bliver nok noget med at finde en ‘håndfuld’ udgivere/rettighedshavere der vil lege med. Så må vi håbe på at det bliver en success. Der kræver at prisen for brugerne er så attraktiv at et støt stigende antal brugere vil benytte sig af denne service. Hvis først snebolden ruller vil det nok få de øvrige rettighedshavere på banen. Jeg håber det kan lade sig gøre i løbet af en kort årrække.
Held og lykke med ‘premieren’ den 9. april (må sige I har valgt en historisk dag!) og det videre forløb!
Med venlig hilsen
Mikael Mauri Frandsen
LikeLiked by 1 person
Mange tak for kommentaren og de gode ønsker.
Jeg tænker akkurat som du, at tiden må vise, hvordan vi kan udvide mulighederne for adgang til aviserne i Mediestream. Det er endnu for tidligt at gisne om, hvilke aftaler vi evt. kan indgå med diverse rettighedshavere, men vi er naturligvis meget interesserede i at kunne give vores brugere det bedst mulige tilbud, og det vil vi arbejde for og på i de kommende mange måneder.
Jeg hører meget gerne fra dig igen, når du har haft mulighed for at prøve Mediestream Aviser. Vi er altid meget interesserede i at modtage feedback fra vores brugere, så send os gerne en mail – info@avisdigitalisering.dk eller mediestream@statsbiblioteket.dk.
Mange hilsner
Karen
LikeLike
Betyder det at aviser fra 1916 og frem ikke kan ses online? I så fald har i solgt en fis i en hornlygte.
LikeLike
Det betyder, at aviser ældre end 31. december 1915 kan man både søge og læse i hjemmefra. Aviser fra og med 1. januar 1916 kan man søge i hjemmefra, men man kan ikke læse i dem.
De nyere årgange af aviser er dækket af den danske lov om Ophavsret, og den er Statsbiblioteket som alle andre i Danmark forpligtet til at overholde. Vi vil meget gerne stille så mange avissider som muligt til rådighed for så mange som muligt, men det kan vi kun gøre inden for de rammer, der er udstukket for os, fx i form af lovgivning og økonomi.
Jeg forstår til fulde, at det er frustrerende, at man som bruger ikke kan få adgang til alle aviserne hjemmefra, men sådan forholder det sig altså p.t., og det har faktisk været budskabet hele vejen igennem projektets forløb, at der ville være begrænsninger i forhold til adgangen til de digitaliserede aviser. På intet tidspunkt har vi lovet, at man ville kunne få adgang til alle aviserne hjemmefra. Tværtimod har budskabet indtil for ganske nylig været, at vi skulle helt tilbage til 1874, førend vi kunne give fuld adgang til både at søge og læse i aviserne hjemmefra. At dette årstal nu er rykket ca. 40 år længere frem i tiden, er faktisk et stort spring.
En måde at anskue Statsbibliotekets indgang til aviserne er at se den som en stor søgemaskine, hvor man kan søge på kryds og tværs af aviserne og identificere relevante avissider, som man derefter kan læse i hos andre biblioteker og arkiver rundt omkring i landet, som også ligger inde med avissamlinger. Samtidig er det også værd at bide mærke i, at man fortsat vil kunne bestille mikrofilm fra Statsbiblioteket til gennemsyn på ens lokale folkebibliotek.
Vores indgang kommer til at lette den generelle navigation i de danske aviser – uanset om man kan læse i dem hjemmefra eller fx skal en tur forbi det lokale folkebibliotek. At aviserne nu bliver digitaliseret og gjort søgbare, er i sig selv et gigantisk fremskridt – også selvom det umiddelbart ikke føles sådan.
LikeLike