Vi har arbejdet hårdt hele efteråret på at udvide Mediestream – indgangen til Statsbibliotekets digitale samlinger med aviserne. Vi er nu nået dertil, hvor vi kan teste løsningen, og den første af i alt tre test blev fuldført i begyndelsen af december 2014. Vi gennemførte en guerillatest, hvor testere og it-udviklere brugte et par koncentrerede timer sammen på at afprøve den nye udgave af Mediestream. Samtidig valgte vi at dokumentere seancen, og det er der kommet en kort video ud af.
Den nye udgave af Mediestream med aviserne tilføjet åbner i løbet af foråret 2015.
Betingelser for adgang til aviserne
De digitaliserede aviser er omfattet af den danske lov om Ophavsret og den danske lov om Pligtaflevering. Statsbiblioteket skal naturligvis overholde begge love, og det betyder følgende for den adgang, vi kan give til aviserne:
- Aviserne er pligtafleveret materiale, og derfor har vi lov til at give brugerne fuld adgang til at søge og læse i alle aviserne, hvis de benytter bruger-pc’er på Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Filminstitut.
- Hjemmefra vil man kunne søge i alle aviserne, men det er p.t. kun aviser ældre end 140 år, man vil kunne læse i hjemmefra. Dsv. aviser udgivet før 1875. Vi forhandler p.t. med ophavsretshaverne i forhold til at reducere de 140 år og flytte skæringsåret frem i tid.
I forbindelse med det sidste punkt er det vigtigt at huske på, at Statsbiblioteket ikke er den eneste institution, der ligger inde med aviser. Ofte vil lokalarkiver og folkebiblioteker ligger inde med udgaver på fx mikrofilm eller papir. Samtidig vil det stadigvæk være muligt at bestille avismikrofilm fra Statsbiblioteket til gennemsyn på det lokale folkebibliotek.
Kontakt os gerne for flere oplysninger om adgang på kontakt@kb.dk.
Hvis avisdigitaliseringen skal have nogen reel værdi for alle de danskere, der ikke har deres gang i København eller Aarhus, er det altafgørende, at det lykkes at reducere 140-års grænsen væsentligt. I Sverige, hvor man har samme problematik, har det affødt denne tankevækkende og helt rigtige kommentar fra en af landets førende slægtsforskere:
http://www.genealogi.se/blog/entry/rikstaeckande-historisk-genealogisk-kaellskatt-oeppnad-men-bara-foer-stockholmare
LikeLike
Mange tak for kommentaren.
Aviserne er igennem årene blevet afleveret til Statsbiblioteket som en del af Pligtafleveringsloven. Statsbiblioteket har ansvaret for at bevare aviserne for eftertiden. Hvis vi vil stille dem til rådighed for vores brugere, skal vi respektere Ophavsretsloven. Vi “ejer” ganske enkelt ikke retten til at give alle fri adgang til dem på internettet, selvom vi har ansvaret for at bevare dem. Det er to forskellige ting 🙂
Statsbibliotekets mål er at give adgang til så meget som muligt til så mange som muligt. Naturligvis indenfor de rammer der er udstukket for os som national kulturarvsinstitution.
Hvor skæringsåret for aviserne kommer til at ligge, er endnu ikke afklaret, men vi arbejder på at få en afklaring.
Jeg håber, du kan bruge svaret/kommentaren.
LikeLike
Jeg må erklære mig enig med S. Nielsen. Avisdigitaliseringen er en fantastisk idé, som skulle have været foretaget for længst. Men det er da fuldstændig rablende sindssygt at bruge alle disse ressourcer på at digitalisere aviserne – for så stadigvæk at lukke dem inde på Statsbiblioteket i Århus. Jeg kan selvfølgelig forstå, at man ikke skal kunne læse aktuelle aviser – og det er jo heller ikke samlingens opgave (den klarer InfoMedia glimrende). Men skæringspunktet bør HØJST ligge 20 år tilbage, gerne mindre. Ellers er projektet jo fuldstændig meningsløst.
Her må Kulturministeren på banen og sørge for, at Statsbiblioteket og andre historiske formål naturligvis er undtaget ophavsret.
140 år er jo en fuldstændig sindssyg begrænsning. Jeg gad vide, hvad JyllandsPosten ville sige, hvis jeg ringede til dem og bad om at købe en kopi af avisen fra 1876. For den må de jo være interesserede i at sælge, siden der skal være en grænse på 140 år. Det er jo latterligt!
LikeLike
Mange tak for kommentaren. Det er dejligt at opleve sådan en iver efter at få adgang til avissamlingen 🙂
Aviserne er afleveret til Statsbiblioteket som en del af den danske Pligtafleveringslov. I følge loven har vi pligt til at sikre bevaringen af aviser, men loven giver os ikke ret til at formidle aviserne frit på internettet. Aviserne er dækket af Ophavsretsloven, og den skal vi som offentlig institution respektere.
Vi ønsker at give adgang til så meget som muligt til så mange som muligt indenfor de rammer der er udstukket for os.
Det betyder bl.a., at vi er i dialog med Copydan om at kunne give adgang til årgange, der er nyere end 140 år. Hvordan forhandlingerne falder ud, er endnu uvist.
Om Kulturministeren kan være med til at ændre på de betingelser, vi i øjeblikket har for at kunne give adgang til aviserne, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Til gengæld vil jeg nævne, at Statsbiblioteket ikke er det eneste sted, hvor man kan læse i historiske danske aviser – hverken nu eller i fremtiden.
Jeg forstår til fulde frustrationerne, men i øjeblikket er der desværre ikke så meget at gøre i forhold til at lindre dem. Beklager.
LikeLike
Adgang fra egen pc til disse samlinger bør være et must og grænsen skal rykkes markant fremad i tid, fx til 10-20 år før nu. Mon ikke at interesserede vil betale for adgang, fx som det iøvrigt sker med alm. avisabonnementer idag?
LikeLike
Mange tak for kommentaren.
Vi forhandler som allerede nævnt et par gange med Copydan om at kunne give adgang til nyere årgange af aviserne, men hvordan disse forhandlinger vil ende med at falde ud, er det endnu for tidligt at udtale sig om.
Det er værd at bide mærke i, at Statsbiblioteket er ikke det eneste sted, man kan læse i historiske aviser – hverken nu eller i fremtiden.
Det er også værd at huske på, at når vi åbner for indgangen til aviserne i løbet af foråret, er der tale om den første spæde indgang til samlingen. Med tiden vil adgangen til samlingen potentielt kunne ændre sig, så det er for tidligt helt at fortvivle 🙂
LikeLike