Vi bringer endnu en efterlysning. Denne gang handler det om to årgange af Ribe Stiftstidende – nemlig 1810 og 1811. Årgangen 1810 findes slet ikke i Statens Avissamling – hverken i papirudgave eller på mikrofilm. Aviserne fra 1811 har vi på mikrofilm, men ikke i originaludgave, dvs. den trykte papiravis. Vi har oprindeligt lånt – og brugt – Ribe Katedralskoles udgave fra 1811 som grundlag for vores mikrofilm. Aviserne fra 1811 er digitaliseret og ligger i Mediestream Aviser – et kig på siderne afslører dog hurtigt, at deres tilstand var skrøbelig, allerede da de blev mikrofilmet.
Det ville være fantastisk, hvis vi kunne finde den forsvundne årgang 1810 af Ribe Stiftstidende og den meget mørnede årgang 1811 – måske ligger de og gemmer sig i en hulmur et sted?
Findes de to årgange fortsat et eller andet sted, modtager vi dem meget gerne til indlemmelse i samlingen samt på sigt også digitalisering og tilgængeliggørelse i Mediestream. Skriv til kontakt@kb.dk hvis du kan hjælpe os.