Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Mediestream’

19160101_Berlingske

Vi starter det nye år med at give læseadgang til hele avisårgangen 1916 i Mediestream Aviser. Dvs. at man fra dags dato hjemmefra frit kan læse i aviser udgivet før 1. januar 1917. Aviser udgivet efter 31. december 1916 skal man stadigvæk en tur til Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek eller Det Danske Filminstitut for at kunne læse i.

Aviserne fra 1916 forbliver frie i Mediestream, og om et år frigiver vi aviserne fra endnu en årgang – nemlig 1917.

Følg med i hvilke avistitler der er tilgængelige i Mediestream på denne side. I gennemsnit lægger vi 30.000 avissider i Mediestream om dagen, og i begyndelsen af hver måned laver vi en opsamling over de titler og årgange, der er dukket op i løbet af den forrige måned.

 

Read Full Post »

Infoside

32 millioner avissider er meget at holde styr på, så vi benytter os af forskellige oversigter til at bevare overblikket med. Her følger et par ord om nogle af dem:

På denne side på avisdigitaliseringsbloggen findes der to tabeller. Tabel nr. 1 indeholder de titler, vi har sendt til digitalisering. Tabel nr. 2 indeholder de titler, der er udtaget som mulige kandidater til digitalisering. Bemærk – at selvom en titel står i tabel nr. 2, er det IKKE ensbetydende med, at den bliver digitaliseret.

Når vi sender nye titler af sted til digitalisering, annoncerer vi dem her på bloggen, så hold øje med nye opslag.

Efterhånden som aviserne bliver digitaliseret og godkendt i vores it-systemer, bliver de tilgængelige i Mediestream Aviser.

På denne side kan man se alle de titler, der er tilgængelige i Mediestream. Vi lægger nye avissider i hver dag – i gennemsnit 30.000 sider om dagen – så i begyndelsen af hver måned laver vi en opsamling over de titler og årgange, der er dukket op i løbet af den forrige måned.

Husk – aviser udgivet før 1. januar 1916, kan man frit søge og læse i hjemmefra.

Aviser udgivet efter 31. december 1915, kan man kun søge i hjemmefra. Hvis man vil læse i dem, skal man en tur til Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek eller Det Danske Filminstitut.

Read Full Post »

Funktionstest4

Vi har arbejdet hårdt hele efteråret på at udvide Mediestream – indgangen til Statsbibliotekets digitale samlinger med aviserne. Vi er nu nået dertil, hvor vi kan teste løsningen, og den første af i alt tre test blev fuldført i begyndelsen af december 2014. Vi gennemførte en guerillatest, hvor testere og it-udviklere brugte et par koncentrerede timer sammen på at afprøve den nye udgave af Mediestream. Samtidig valgte vi at dokumentere seancen, og det er der kommet en kort video ud af.

Den nye udgave af Mediestream med aviserne tilføjet åbner i løbet af foråret 2015.

Betingelser for adgang til aviserne

De digitaliserede aviser er omfattet af den danske lov om Ophavsret og den danske lov om Pligtaflevering. Statsbiblioteket skal naturligvis overholde begge love, og det betyder følgende for den adgang, vi kan give til aviserne:

  • Aviserne er pligtafleveret materiale, og derfor har vi lov til at give brugerne fuld adgang til at søge og læse i alle aviserne, hvis de benytter bruger-pc’er på Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Filminstitut.
  • Hjemmefra vil man kunne søge i alle aviserne, men det er p.t. kun aviser ældre end 140 år, man vil kunne læse i hjemmefra. Dsv. aviser udgivet før 1875. Vi forhandler p.t. med ophavsretshaverne i forhold til at reducere de 140 år og flytte skæringsåret frem i tid.

I forbindelse med det sidste punkt er det vigtigt at huske på, at Statsbiblioteket ikke er den eneste institution, der ligger inde med aviser. Ofte vil lokalarkiver og folkebiblioteker ligger inde med udgaver på fx mikrofilm eller papir. Samtidig vil det stadigvæk være muligt at bestille avismikrofilm fra Statsbiblioteket til gennemsyn på det lokale folkebibliotek.

Kontakt os gerne for flere oplysninger om adgang på kontakt@kb.dk.

Read Full Post »

GoogleNewspapers

Imens vi venter på at kunne præsentere vores egen indgang til de digitaliserede aviser på Mediestream, er det værd at slå et slag forbi Google Newspapers, som netop er blevet redesignet.

Det er fortsat muligt at lave fritekstsøgninger i hele Googles arkiv af historiske aviser, men nu er det også muligt at udvælge en bestemt avistitel og fx koncentrere sig om udgivelserne fra en bestemt periode. Samtidig afslører Google også for hver avistitel, hvilken periode den dækker, samt hvor mange numre der findes i arkivet.

En ting, der dog kunne forbedre en allerede god brugeroplevelse, var muligheden for at kunne vælge aviser fra et bestemt land. Googles liste over digitaliserede aviser kan nemt blive uendelig lang, når de har hele verden som dækningsområde, men mon ikke funktionen kommer med i næste omgang?

Read Full Post »

Udkast

Sideløbende med avisdigitaliseringsprojektet arbejder vi på at lave en online indgang til de digitaliserede avissider. For at afklare, hvordan indgangen skal strikkes sammen, gennemfører vi i øjeblikket et forprojekt på Statsbiblioteket, hvor vi bl.a. kigger på allerede eksisterende avisportaler for at finde inspiration.

Nogle af rammerne for indgangen til aviserne har ligget fast fra starten af forprojektet. Heriblandt, at nogle af aviserne bliver frit tilgængelige for alle online, mens andre kræver login. Det ligger også fast, at hvis man møder op på en af de tre pligtafleveringsinstitutioner – Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek eller Det Danske Filminstitut – og benytter en af deres pc’er, så har man fuld adgang til alle aviserne.

Aviserne skal gøres tilgængelige i Mediestream, som er Statsbibliotekets indgang til bibliotekets digitale samlinger. Det betyder, at man vil kunne søge aviserne frem i sammenhæng med de samlinger, der allerede findes i Mediestream – p.t. radio, tv og reklamefilm. For hver af disse samlinger findes der specielle medietypebaserede indgange, hvor man kan vælge kun at søge efter materiale inden for den specifikke samling. Det samme kommer til at gøre sig gældende for aviserne.

Vi har hyret firmaet Designit, som også har leveret designet bag Mediestream, til at lave grænsefladedesignet. Vi er nu nået så langt i processen, at vi har modtaget de første udkast til grænsefladen.  Den endelige udgave af udkastene regner vi med at have klar inden jul, hvorefter selve implementeringen af grænsefladen går i gang i løbet af første halvår af 2014.

Hvis alt går efter planen, betyder det, at avisadgangen åbner i løbet af efteråret 2014.

Read Full Post »

%d bloggers like this: