Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘kontrakt’

Så lykkedes det! Vi har gennemført vores EU-udbud efter alle forskriftens regler, og vi er ovenud glade for at kunne fortælle, at vi har fundet en leverandør, som vi er fuldt ud sikre på kan udføre opgaven med at digitalisere de mange mikrofilm for os.

Vi har valgt det indiske firma Ninestars Information Technologies som leverandør. De har deltaget i digitalisering af en lang række aviser fra hele verden, bl.a. The New York Times, Wall Street Journal og The Times of India, og de er leverandør til det australske nationalbiblioteks Australian Newspapers Digitisation Program.

Kontrakten er underskrevet, og det første projektmøde er aftalt. Forude venter en pilotfase på ca. fire måneder, inden de store digitaliseringshjul for alvor begynder at dreje hurtigt ved årsskiftet 2013/2014.

Vi er dermed nu officielt på den anden side af vores EU-udbud, og vi glæder os over, at vi nu kan kaste os over selve digitaliseringsdelen af projektet.

Vi fortsætter med at fortælle om digitaliseringsprojektet her på bloggen, men der vil også begynde at komme nyheder om nogle af de andre aktiviteter, der er udløbere af avisdigitaliseringsprojektet.

Men lige nu er vi bare glade over at have nået denne kæmpe milepæl i projektet, så vi bruger lige lidt tid på at hoppe rundt af glæde et par dage endnu.

Læs Statsbibliotekets officielle pressemeddelelse om valg af leverandør.

Blog_kontraktUnderskrevet

Statsbibliotekets direktør, Svend Larsen og Ninestars’ Director of Operations, V. Gokul Krishnan skåler på kontraktunderskrivelsen

Read Full Post »

%d bloggers like this: