Tekst: Martin Lund
Fotograf: Henrik Storgaard Sørensen/Det Kgl. Bibliotek
Samarbejdet med vores leverandør Ninestars er nu slut. Vi er naturligvis rigtig glade for, at projektmålet er nået – mere end 35,4 mio. avissider er digitaliseret, og næsten alle har nu fundet vej i Mediestream. Det svarer til ca. halvdelen af de dagbladssider, der ligger i vores avismagasin i Skejby, Aarhus.
Flere aviser og ny metode
Vi har altså langt fra digitaliseret alle aviser i samlingen, og derfor fortsætter vi med at digitalisere aviser, der på sigt bliver tilgængelige for brugerne. Denne gang sker digitaliseringen dog med papiraviserne som grundlag, og dette arbejde bliver udført internt på Det Kgl. Bibliotek i Statens Avissamling.
Til forskel fra tidligere tiders mikrofilmning har vi nemlig nu skiftet til digitalfoto (også kaldet skanning), som giver en bedre kvalitet: flere detaljer, større skarphed og farver i stedet for sort-hvid.
Valg af aviser til digitalisering
Prioriteringen af, hvilke aviser vi skanner fremadrettet, er bestemt ud fra flere kriterier, herunder:
- Lukning af huller i Mediestream, fx Frederiksborg Amts Avis 1908-19 og Ringkøbing Amts Dagblads ældre årgange. Det sker både af hensyn til sikring og bevaring, idet hullerne skyldes manglende mikrofilm, men også af hensyn til brugeroplevelsen i Mediestream
- Sikring af aviser der er særligt truet af forfald ved at digitalisere dem og dermed have bevaret indholdet
- Generering af ekstra (digital) kopi af aviser der kun findes i ét eksemplar.
En 5-benet proces
Digitalisering og tilgængeliggørelse af papiraviser er en 5-benet proces, der består af:
- klargøring af avisbind
- fotografering/skanning
- navngivning af filer
- bevaring af filer og
- tilgængeliggørelse af filer.
Digitaliseringen begynder med klargøring af avisbindene, så vi kan være sikre på at opnå et tilfredsstillende resultat ved skanning. Samtidig kontrollerer vi bindene for fejl og mangler. Hvis vi kan finde evt. manglende avisnumre i et andet avisbind, supplerer vi med dem. Samtidig opretter vi en fejllog, der følger bindet undervejs, og som løbende opdateres i den videre proces.
Et klargjort bind, der nu kaldes et job, omfatter typisk op mod 1.200 sider. Jobbet startes op på skanneren efter en ganske bestemt procedure og grundlæggende indstillinger af afmaskning mm. Undervejs får billedfilerne automatisk tildelt et løbenummer.
Efter skanning bliver alle filer navngivet manuelt efter faste konventioner. Filerne placeres de korrekte steder i vores it-systemer, så de let kan findes frem igen.
Det sidste ben i processen
Det femte ben i processen er endnu ikke helt på plads, men ambitionen er naturligvis, at nyskannede aviser bliver tilgængelige i Mediestream, kort tid efter de er blevet digitaliseret. Indtil den femte og sidste del er på plads, fortsætter vi med at digitalisere papiraviser, så vi sikrer bevaring af deres indhold, og de på sigt kan blive tilgængelige online.
Vil det sige, at halvdelen af samlingens avissider aldrig er blevet mikrofilmet?
Det bliver et stort arbejde! Hvopr længe vil det tage (eller hvor mange mandeår)?
LikeLike
Mange tak for kommentaren.
Mine kolleger i Statens Avissamling fortæller, at vi endnu har 8.260.000 sider liggende på mikrofilm. De siger dog også at ikke alle siderne er unikke, da mange af dem er lokaludgaver af f.eks. Vestkysten og Jydske Tidende.
Samtidig har vi også mange titler, som slet ikke er mikrofilmet, men kun findes i papirudgaver. Det er dem, vi har taget hul på at digitalisere med de to skannere vi p.t. har til rådighed.
Vi har endnu ikke vovet at regne på, hvor længe det vil tage at skanne de mange mio. sider, men i det netop afsluttede digitaliseringsprojekt tog det en måned at digitalisere en mio. sider. Hvor lang tid det vil tage at digitalisere de resterende papiraviser, ja, det tør vi lige nu slet ikke tænke på.
Det vil dog være fantastisk, hvis vi kan få digitaliseret de sidste dagblade. For der findes jo også distriktsaviser, som kunne være interessant at digitalisere……
LikeLike
Det er et fantastisk arbejde I har gjort – og fortsat er i færd med at gøre. Tak for det! Jeg har været ide og se nogle af de 100+ år gamle aviser og det er meget fascinerede. Jeg vil også snart prøve at benytte mig af adgangen til nyere indhold for lokale aviser i mit område, fx på Lokalhistorisk Arkiv / Museerne i Fredericia. Jeg håber dog fortsat på at der vil blive arbejdet frem imod en løsning så også indhold nyere end 100 år bliver mere tilgængeligt. Fx via en betalingsløsning. Jeg ved det er kompliceret med disse rettigheder. Men jeg har svært ved at forestille mig at rettighedshavere ikke skulle være interesseret i en form for betalingsløsning. Keep up the good work!
LikeLike
Mange tak for kommentaren og roserne 🙂
Vi er i løbende dialog med rettighedshaverne i forhold til at kunne give adgang til flere aviser/årgange, og vi krydser fingre for, at det på en eller anden måde vil lykkes os få lavet nye aftaler om aviserne, der åbner op for mere.
En mikrobetalingsløsning eller en form for abonnement, hvor betalingen ryger direkte til rettighedshaverne, ville være interessant 🙂
Aftalen om at kunne give adgang på folkebibliotekerne er i hvert fald også et skridt i den rigtige retning – www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/info/16
Vi bliver i hvert fald ved med at arbejde for sagen 🙂
LikeLiked by 1 person
Hvorfor er det blevet sværere at søge, der skal altods ændres noget
Sendt fra Mail til Windows 10
Fra: Avisdigitalisering Sendt: 9. marts 2018 11:15 Til: ritaholm@vip.cybercity.dk Emne: [New post] Vi fortsætter digitalisering af aviser i lavere tempo og bedre kvalitet
Karen Williams posted: ” Tekst: Martin Lund Fotograf: Henrik Storgaard Sørensen/Det Kgl. Bibliotek Samarbejdet med vores leverandør Ninestars er nu slut. Vi er naturligvis rigtig glade for, at projektmålet er nået – mere end 35,4 mio. avissider er digitaliseret, og næsten”
LikeLike
Mange tak for kommentaren.
Jeg er da ked af at høre, at du synes, det er blevet sværere at søge i aviserne.
Vil du skrive til os på mediestream@kb.dk og fortælle i lidt flere detaljer, hvad du oplever? Så skal vi nok hjælpe dig.
LikeLike
Hvor lyder det dog dejligt at de manglende aviser med tiden vil komme med. Aviserne er en kæmpe resurse med oplysninger, som det ikke er muligt at finde på anden måde. Og det vil være som med andre gode ting man bliver stillet i udsigt, man kan næsten ikke vente. Jeg vil tillade mig at minde om at det er et stort hul angående Helsingør Avis, Fyns Tidende (alt mangler) og så bør Politiken og Kristeligt Dagblad også være med.
LikeLike
Mange tak for kommentaren.
Det er dejligt at høre, at du også glæder dig over udsigten til, at der bliver digitaliseret flere aviser.
Jeg har noteret alle dine ønsker til nye titler, men jeg kan jo desværre ikke love dig, at de bliver udtaget. Jeg kan dog fortælle dig, at Politiken og Kristeligt Dagblad allerede ligger meget højt på listen over titler, som vi meget gerne vil have lagt i Mediestream, så snart det bliver muligt.
Du er altid velkommen til at kontakte os igen med flere forslag til titler.
LikeLike
[…] « Vi fortsætter digitalisering af aviser i lavere tempo og bedre kvalitet […]
LikeLike