31. august 2016 fyldte B.T. – et af Damarks største formiddagsblade – 100 år. Fødselsdagen blev bl.a. fejret med en kavalkade af nogle af de mest markante forsider fra avisens arkiv.
Nogle af B.T.-forsiderne i kavalkaden kan man finde i Mediestream Aviser, men hvis man vil se dem, kræver det et besøg på Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek eller Det Danske Filminstitut. De årgange, vi har i Mediestream, er nemlig stadigvæk dækket af ophavsretsmæssige begrænsninger, så dem kan vi desværre ikke give adgang til hjemmefra.
Desuden har vi ikke mikrofilmet alle årgange af B.T., så vi dækker desværre heller ikke avisen fuldt ud i øjeblikket. Til gengæld kan vi forhåbentlig trøste jer med, at vi har alle de trykte udgaver af avisen i Statens Avissamling, så på sigt skulle alle årgangene gerne dukke op i Mediestream.