Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for april 2015

Midt i al virakken omkring åbningen af Mediestream Aviser i sidste uge, lykkedes det os at sende fem nye titler til digitalisering. Det drejer sig om de følgende titler:

  • Skagens Avis/V.T. Skagen: 14.03.1913 -17.09.1999
  • Frederikshavns Avis: 01.01.1976-31.12.1994
  • V.T. Frederikshavn: 03.05.1994-17.09.1999
  • Fjerritslev Avis: 01.04.1899-31.12.1919 + 01.01.1976-17.09.1999
  • Fyens Stiftstidende: 03.01.1772-31.12.2003

På denne side kan man se, hvilke aviser der er sendt til digitalisering, samt hvilke der er udtaget som mulige kandidater til at blive digitaliseret.

Read Full Post »

Mediestream Aviser - header

Det er ingen hemmelighed, at vi har glædet os til i dag. Faktisk har vi glædet os, lige siden startskuddet til digitaliseringsprojektet for alvor lød i efteråret 2011. Vi håber, at brugerne af Mediestream Aviser får lige så stor glæde af indgangen, som vi har forestillet os, de ville få igennem de sidste par år.

I dag kl. 16 åbner kulturminister Marianne Jelved officielt indgangen, hvorefter der er åbent for alle interesserede fra kl. 17.

Indgangen giver mulighed for at søge i aviserne, bladre sig frem i titlerne samt finde nøgleoplysninger om den enkelte avistitel. Vi har forsøgt at give brugerne forskellige indgange til at navigere i aviserne samt inkluderet de funktioner, som vi vurderede nødvendige. Der er fortsat ting på vores udviklingsliste, som vi gerne vil glæde brugerne af Mediestream Aviser med, og vi vil gerne høre fra jer på mediestream@statsbiblioteket.dk, hvis I har særlige ønsker.

Vigtigt om indholdet i Mediestream Aviser

Når vi åbner for den første udgave af Mediestream Aviser, indeholder den lidt over en million avissider fra nogle af de aviser, som vi indtil videre har digitaliseret – oversigt over aviser sendt til digitalisering samt dækningsperiode.

Fremover opdateres indgangen regelmæssigt med flere titler og sider, efterhånden som de digitaliseres og godkendes i vores systemer. Vi annoncerer fortsat nye titler, der sendes til digitalisering på www.avisdigitalisering.dk.

Vigtigt om adgangen til aviserne i Mediestream Aviser

De digitaliserede aviser er pligtafleveret materiale, som Statsbiblioteket har ansvaret for at bevare for eftertiden. Vi har pligt til at bevare aviserne, men det betyder ikke, at vi også automatisk har ret til at give fri adgang til dem på nettet. Aviserne er nemlig dækket af den danske lov om ophavsret, og den skal vi naturligvis respektere.

I Mediestream Aviser kan man søge i alle de digitaliserede avissider, men man vil ikke kun læse i alle årgangene hjemmefra.

Årgange ældre end 1. januar 1916 kan man læse i hjemmefra, mens man skal møde op på StatsbiblioteketDet Kongelige Bibliotek eller Det Danske Filminstitut for at kunne læse i årgange nyere end 31. december 1915. For hvert år, der går, vil en ny årgang blive føjet til de årgange, der kan læses i hjemmefra.

Læs mere om ophavsret og aviser på Mediestream Avisers info-sider, når indgangen åbner.

Read Full Post »

DENGANG_3_forside

Påsken er vel overstået, men vi tænkte, at I alligevel godt kunne nyde et efter-påskeæg, så her er nummer 3 af ’’DenGANG – danske aviser fra 350 år digitaliseres’. Som sædvanlig findes avisen både i en trykt og en digital udgave. Den digitale udgave får du link til her, men har du brug for den trykte udgave, sender vi den gerne til dig.

Highlights fra nummer tre:

  • ’Helt utrolige muligheder…’ / Kulturminister Marianne Jelved om sine forventninger til Mediestream Aviser
  • Aviser køber digitale kopier / Fem dagblade om deres andel i avisdigitaliseringsprojektet
  • Foreløbig er 7.391.000 avissider på vej på nettet / Se hvilke avistitler vi p.t. digitaliserer
  • Gamle kilder fortæller nye historier / Digitalisering af Dansk Kvindesamfunds protokoller og Kvinden&Samfundet
  • Tema om valgkamp i aviserne: Rapport fra demokratiets frontlinje
  • Det digitale snoretræk / Bibliotekar Lars Lundegård Olsen beskriver, hvordan vi guider brugeren med metadata
  • Derfor kan du ikke bare få fri adgang / Juridisk specialkonsulent Hanne Johansen om ophavsret og brug af beskyttet materiale
  • Giv os en bred digital indgang til aviserne / Kommentar af Søren Bitsch Christensen, stadsarkivar, Aarhus Stadsarkiv
  • Donationer beriger avissamlingen / Efterlysning af aviser

Vi har lavet en side, hvor vi samler de i alt seks numre af DenGANG, efterhånden som de udkommer. Det skulle gerne gøre det nemmere at bevare overblikket, efterhånden som de forskellige numre udkommer.

Vi deler selv avisen ud i diverse faglige netværk samt til en meget lang række af kontaktpersoner, men har du en god ide til, hvor vi også bør dele den ud, hører vi meget gerne fra dig – skriv til os på info@avisdigitalisering.dk.

Forløber alt efter planen, udkommer der yderligere tre numre i løbet af de kommende år. Nummer fire udkommer i efteråret 2015.

Read Full Post »

%d bloggers like this: