Hvad gør man, når det er svært at vente, og det bare kribler i fingrene for at komme til at lege med de digitaliserede aviser og de muligheder, der er for at vise dem frem? Jo, man vælger et par sider fra nogle af de ældste aviser, og så går man i gang med at undersøge, hvordan en løsning potentielt kunne komme til at se ud.
Det var lige præcis den situation, et par af it-udviklerne på Statsbiblioteket befandt sig i for et par måneder siden. Sammen har de givet et bud på, hvordan en avislæser kunne komme til at se ud. Det første meget spæde bud kan ses – og afprøves – her.
Der ligger kun to sider i avislæseren, så det giver ikke mening at lave de store søgninger. Men en søgning på et enkelt bogstav som ”a” eller ”e” burde give et resultat.
Det skal kraftigt understreges, at vi endnu ikke har fastlagt, hvordan vores avislæser – og præsentationen af de digitaliserede aviser i det hele taget – endeligt kommer til at se ud, men vi syntes alligevel, at det var oplagt at dele vores begejstring for, hvad vores eksperimenter hidtil har resulteret i.
Europeana Newspapers har i øvrigt også lagt deres overvejelser om en avislæser på nettet – den kan ses her. Hvis man har lyst og mulighed, afholder Europeana Newspapers en workshop 16. september 2013 – Preview of the Aggregation and Presentation Workshop, hvor arbejdet med deres brugergrænseflade præsenteres.
De stolte udviklere, Toke Eskildsen og Jørn Thøgersen, arbejder videre med avislæseren – det kribler nemlig fortsat i deres fingre.
Bemærk at avislæseren fungerer bedst i Chrome og Firefox. Den driller os desværre lige nu i Internet Explorer. Har du en iPad, er det også værd at afprøve avislæseren på den.